Den allergiske reaktion

Hos allergikere er det ofte forskellige organer der reagerer allergisk.

Huden.
Her er det oftest nældefeber eller eksem der ses. Nældefeberen opstår som reaktion på et stof der er spist eller indåndet. Der kommer reaktioner i form af en kløende hævelse oftest med en rød ring rundt om. Selve hævelsen er oftest helt bleg. Årsagen til hævelsen er væske der trænger ud fra blodkarrene. Disse er blevet utætte på grund af den allergiske reaktion.

Eksem kan også være allergisk betinget. Huden bliver ru og i svære tilfælde kan der komme væskende huller i huden. Eksemet er også kløende, men har et karakteristisk tørt skællende udseende.

De øvre luftveje
Næsen giver ofte reaktioner i form af rindende næse og nysen -en del af de typiske tegn på høfeber. Samtidig får allergikeren en fornemmelse af at være tilstoppet i næsen. Slimhinderne hæver og udskiller slim som reaktion på allergi. Det er ofte pollen (Sæsonhøfeber) eller husstøvmider (helårshøfeber) der er årsagen, men det kan også være en lang række andre allergener der er på spil.

Lungerne
Astma er en ubehagelig allergisk reaktion. Den påvirker lungerne ved at musklerne om bronkierne trækker sig sammen og samtidig udskilles der slim i lungerne. Dette medfører problemer med vejrtrækningen. Ubehandlet ødelægger astma lungevævet, med det resultat at ens evne til at trække tilstrækkeligt luft ned i lungerne bliver reduceret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *