Monthly Archives: april 2004

Omfang af allergisk luftvejssygdom i Danmark

I Ugeskrift for Læger nr. 14/2004 kan man læse, at der er sket en markant stigning i antallet af personer, der har allergiske luftvejslidelser. Samtidig viser to danske undersøgelser , at der er markant flere, der udvikler allergiske luftvejslidelser i gruppen af personer født efter 1960 i forhold til gruppen født før 1960. Man antager at bl.a. livsstilsfaktorer kan være en medvirkende årsag.

Flere udvikler livsfarlig peanut-allergi

Ny stor undersøgelse udført af forskere på AllergiCentret på Odense Universitetshospital viser, at antallet af danskere, der risikerer livstruende reaktioner ved indtagelse af peanuts, er steget til samme høje niveau, som man ser i f.eks. USA. Man har undersøgt 1900 personer og fundet, at 0,5-0,6 procent af disse udviklede peanut-allergi. Samme undersøgelse viste i øvrigt, at rå ærter kan være anledning til lige så alvorlige allergiske reaktioner som peanuts. berlingske.dk 06.04.04.

Voks til bilen kan give allergi

Plejemidler til bilen indeholder små mængder stoffer, der kan være allergifremkaldende. Det er dog nemt at beskytte sig, så man undgår problemer. Det viser en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen. Det man skal gøre er at vælge Svanemærkede produkter, som der er stillet en række miljøkrav til. Man bør gå uden om de produkter, der er mærket som sundhedsskadelige med et kryds og holde sig fra produkter med parfume. Miljønyt.dk 06-04-2004