Fødevareallergi og madordninger
allergisk hverdag har fået lov til at bringe dette meget vedkommende blogindlæg om fødevareallergi, og om hvordan forældre til børn med fødevareallergi kommer til at slås for, at det ikke skal få negative konsekvenser for deres børn, når den kommunale madordning træder i kraft 2011. Bloggen hedder fra "Hovede til pen" - på den blog er der også en meget spændende debat igang.
onsdag den 9. december 2009
Fødevareallergi og madordninger
Lige om lidt træder de meget omtalte madordninger i kraft i landets kommuner, og dem kan man så mene om, hvad man vil. Det gør jeg så også, og I skal nok høre mere om den mening lige om lidt.
Men før jeg taler om det generelle i hele debatten, vil jeg lige tilføje et personligt perspektiv til den. Ham her Skrupsakken, som I jo snart har hørt en del om, han har nemlig fødevareallergi.
Han kan ikke tåle mælk, æg, peanuts og cashewnødder. Og fordi han er født i USA, så har han været hele møllen igennem med hensyn til disse allergier. Han blev blodprøvetestet første gang, da han var 6 mdr. gammel. I den alder vil man vist helst ikke tage blodprøver i Danmark, med mindre det er strengt nødvendigt. Det var bestemt heller ikke en sjov oplevelse at se den nervøse sygeplejerske stå der og fumle med hans små arme og stikke forkert 10-20 gange, men den dag i dag er jeg meget glad for, at vi fik det gjort. Det har betydet, at vi har kunne holde ham fra de ting, der får ham til at slå ud og få det skidt. Siden er han blevet testet hvert halve år på samme måde, og de viser desværre stadig det samme resultat.
Nå, men til sagen. Vi har lært at leve med det herhjemme. Maden bliver tilberedt lidt anderledes, med rismælk i stedet for mælk og med æggeerstatningspulver i stedet for æg. Det fungerer upåklageligt, og man lærer ellers at sno sig i diverse arveopskrifter og lignende, så ingen kan smage forskellen i det færdige produkt. Hvem ved, det kan være det ender i en slags kogebog en dag.
Men når nu man så beslutter, at alle børn i Danmarks institutioner skal have den samme mad, så bliver sådan en lille grønært der sat lidt i klemme. For han kan ikke få den mad, de andre får. Så her til aften har jeg skulle sende diverse udskrifter fra speciallæger (det er faktisk et krav, at det er en speciallæge eller et hospital, der har skrevet dem) til kommunen. De vil så tage stilling til, om hvorvidt han er “egnet” eller for at bruge deres egne ord, allergisk nok, til at få dispensation fra ordningen. I sidste ende, så ender det helt sikkert med, at han får lov til at sidde der ved bordet og være meget anderledes end de andre børn. Og det er jo herligt! For vi synes jo også selv, at han er noget helt særligt, men det er måske ikke lige den måde, at vi håbede, at han fik lov at opleve det på. Indtil nu har han kun oplevet at de alle sad med hver sin forskellige madpakke, som var henholdsvis hans, hendes og min.
Det handler ene og alene om økonomi i mine ører, for det skal nemlig ikke være for let for de kritiske forældre at trække deres børn ud af ordningen. Forældrene skal jo ikke have lov til at snyde systemet til at få lov til selv at smøre deres børns madpakker selv, vel?
Og hvorfor så ikke? (og nu kommer vi så til min helt egen holdning om hele denne stupide madordning. Ja, der slap den vist ud.). Fordi de ved jo udemærket godt, at størstedelen af landets forældre langt hellere vil smøre de madpakker selv og dermed spare de 520 kr. om måneden. Ikke så meget pga. pengene, men fordi det at smøre en madpakke til sit barn er noget helt specielt. Ok, indrømmet. 4 ud af 5 aftener hader vi det, men den ene aften eller to om ugen, hvor vi har tid og overskud til lige at gøre det ekstra ud af den, så der ligger en tegning, en rosinpakke, et stykke legetøj eller noget andet lækkert, som er det eneste direkte sendebud hjemmefra på en ellers lang dag i vuggeren, der er det noget af det mest personlige og nærværende man kan finde i en familie. Kun jég ved, hvad han bedst kan lide, og kun jég ved, hvordan kan lide sine agurker skåret ud osv.
Jeg bliver så harm, når vi i Danmark misbruger vores sociale kultur og skærer alle over en kam, fordi vi har en lille procentdel, der har behov for hjælp til de madpakker. Det er spild af tid og resourcer, der i stedet kunne være brugt meget bedre til at hjælpe dem, der rent faktisk har brug for det. Men sådan er vi ikke i Danmark. Vi peger ikke fingre af folk og skiller dem ikke ud. De skal ikke mærke, at de er svagere end de andre. Hvilket i sig selv er absurd, da vi gør det i så mange andre henseender, at det gør ondt at tænke på. Men i stedet sætter vi baren efter laveste fællesnævner, deler kagen lige, så alle får det samme stykke. Og det er selv om nogen måske allerede er mætte og ikke har behov for mere kage. Ikke om jeg forstår det.
Ja, og så er vi vist røget lige fluks tilbage til mit indlæg om at behandle folk forskelligt for netop at kunne behandle dem ens. Eller hvad mener du?
Jeg stemmer for at vi afskaffer de madordninger lige så hurtigt og hovedkulds som vi anskaffede dem, og i samme pennestrøg kan vi så også slette ordet 'liggedage', som jeg stadig ikke er kommet mig helt over findes. (Og vidste du det heller ikke, så læs mit forrige indlæg. Det er uhyggeligt, siger jeg dig bare!)
 |