gode bøger om allergi
Familie uden kemi - guide til en sundere hverdag
Af Lene Midtgaard og Tino Rabe Tønnesen
Lindhardt og Ringhof

Bekymrer det dig at høre om alle de kemiske stoffer, der findes i mange af de produkter, vi anvender i vores dagligdag? Har du lyst til at du og din familie skal til at leve en sundere hverdag uden påvirkning af allergifremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer? Så er Familie uden kemi den bog, du har brug for. Bogen er spækket med informationer om, hvordan man undgår de problematiske stoffer bedst muligt.

Produkter til personlig pleje kan indeholde rigtig mange problematiske stoffer f.eks parfumestoffer og konserveringsmidler - Familie uden kemi hjælper dig med at styre uden om de værste. Bogen indeholder bl.a. en liste over de mest skadelige stoffer - listen er beregnet til at rive ud af bogen og ha’ med i tasken, når man går på indkøb. I det hele taget er bogens afsnit om plejeprodukter meget omfattende med masser af forslag til, hvilke produkter man kan bruge til sin personlige pleje uden at belaste sig selv og miljøet med unødig kemi. Man kan nemlig sagtens være lækker, selvom man er fornuftig.

Vores beklædning kan også være fyldt med kemiske stoffer. Vidste du f.eks. at 25% af verdens pesticidforbrug anvendes ved dyrkning af bomuld? Regntøj kan være fyldt med ftalater, det smarte tryk på t-shirten ligeså. Også hvad tøj og sko angår er der altså mange kemiske farer, der lurer på os, men igen hjælper Familie uden kemi med at styre uden om.

Legetøj kan også indeholde en masse kemiske stoffer som tungmetaller, flammehæmmere, ftalater og parfumestoffer for bare at nævne nogle af dem. Bogen anviser, hvordan du beskytter dine børn bedst muligt mod kemikalier i legetøjet.

Også indeklimaet kan belastes meget af kemiske stoffer. Stofferne kommer fra de rengøringsmidler vi bruger, fra møbler og gulvbelægninger, fra maling og byggematerialer og fra elektronik osv.osv. Bogen giver forslag til, hvordan vi kan minimere kemibelastningen i vores hjem. Der er meget vi selv kan gøre ved at ændre på små ting i vores adfærd, træffe bevidtste valg når vi køber ind osv..

Selv vores mad kan være fyldt med kemi. Bogen fortæller udførligt om tilsætningsstoffer, farvestoffer og pesticidrester, som belaster både det enkelte menneske og miljøet. Bogen giver også her gode råd om, hvordan vi kan undgå giftstofferne.

Alt i alt en utrolig gennemarbejdet bog fyldt med nyttige informationer og gode råd til en sundere hverdag. Vil man passe på sig selv, sin familie og miljøet, er man hjulpet godt på vej med denne bog.