gode bøger om allergi
Allergi og mad - og hvad gør man så?
Af Jørgen Lorenzen og Jonna Deibjerg Høst & Søn

Denne bog, som Jonna Deibjerg har skrevet sammen med nu afdøde allergispecialist Jørgen Lorenzen, er en håndsrækning til de mange, der har uforklarlige fysiske eller psykiske helbredsproblemer. Måske skal årsagen findes i den daglide kost?

Bogen beskriver indgående, hvordan man griber sagen an, hvis man har mistanke om, at man bliver syg af noget af den mad, man putter i munden. De læge-faglige oplysninger i bogen har Jørgen Lorenzen stået for, mens Jonna Deibjerg bidrager med diætvejledningen, opskrifterne og de praktiske råd og anvisninger i relation til den daglige madlavning.

Forfatterne beskriver de symptomer, der kan opstå som følge af allergi eller intolerans overfor fødevarer, ligesom de omtaler de forskellige undersøgelsesmetoder, der kan tages i anvendelse i forsøget på at stille en diagnose.

Bogen indeholder en grundig gennemgang af, hvordan man tilrettelægger en forsøgsdiæt med udelukkelse af de mistænkte fødevarer, og hvordan man derpå gennemfører en provokation ved at genindsætte de pågældende madvarer i kosten.

Jonna Deibjerg giver en lang række gode råd og praktiske tips om, hvordan man bærer sig ad både til hverdag og fest, når man skal leve på en speciel diæt.

Sidst men absolut ikke mindst indeholder bogen en stor samling opskrifter på allergivenlig mad. Der er opskrifter på mad til alle dagens måltider, ligesom der også er tænkt på lækkerier som bagværk og desserter. Alle opskrifter er uden mælk, æg, hvede, rug, byg og havre.

Den omfattende opskriftsamling vil kunne være til stor glæde og inspiration for alle, som lever med fødevareallergi.

Absolut en bog, som er værd at stifte bekendskab med.