gode bøger om allergi
Astma- og Allergihåndbogen
Jørgen Lund
Høst & Søn

Har man selv eller en nær pårørende astma eller allergi vil Astma-og Allergihåndbogen kunne give svar på mange af de spørgsmål, der dukker op i den situation.
Fofatteren er speciallæge i almen medicin, og har bl.a. været tilknyttet Astma-Allergi Forbundet i omkring 20 år. Han har desuden forsket i sammenhængen mellem astma og livsstil.

Jørgen Lund skriver i sit forord til bogen:"Astma og allergi er en af de sygdomsgrupper hvor det har den allerstørste betydning at man selv ved noget om sygdommen, at man selv tager et medansvar for hvordan sygdommen forløber, kort sagt skal man uddannes til at blive ekspert i sin egen sygdom."

Når det gælder om at tilegne sig viden om astma og allergi, er man godt hjulpet, når man har læst Astma- og Allergihåndbogen,som er spækket med fakta om disse sygdomme.

Bogen begynder med et afsnit, som er kaldt "Værd at vide om allergi og astma". Her gennemgår forfatteren nogle grundlæggende temaer, som f.eks. atopi, arvelighed, behandlingsmuligheder og det vigtige samarbejde mellem læge og patient.

Dernæst følger en grundig gennemgang af astma, som den typisk ytrer sig i forskellige aldersgrupper fra spædbarnsstadiet og op til voksenalderen. Bogen beskriver symptomer,sygdomsforløb, udredning og behandling, som kan variere noget fra den ene aldersgruppe til den anden.

De følgende afsnit i bogen omhandler bl.a. de andre allergiske sygdomme høfeber, børneeksem, fødemiddelallergi, nældefeber osv.

Desuden rummer bogen afsnit om rygestop, om stress og dens betydning for sundhed og sygdom samt en række andre relevante temaer.

Sidst men absolut ikke mindst byder bogen på et omfatttende astma- og allergileksikon, som rummer mere end 200 stikord - dette er med til at gøre bogen til et værdifuldt opslagsværk for enhver familie, som har astma eller allergi inde på livet.

Gennem hele bogen giver forfatteren udtryk for åbenhed overfor alternative behandlingsformer, som også beskrives.