Rygning i lejligheder
Selv om der ikke ryges i en lejlighed, kan der godt være forurening fra tobaksrygning. Rygning i omkringliggende lejligheder påvirker nemlig indeklimaet også i de røgfri lejligheder i boligkomplekser. Undersøgelser viser at ca halvdelen af luftskiftet i lejligheder stammer fra trappeopgangen, en femtedel kommer direkte fra underboen og kun en ottendedel stammer fra det fri. Passiv rygning er en væsentlig medvirkende årsag til udvikling eller forværring af astma.
Kræftens Bekæmpelse 17-12-2007
Finder skjult skimmelsvamp med ny DNA metode
En fynsk ingeniørvirksomhed - OBH-Gruppen - har fået rettighederne til at anvende en ny metode til opsporing af skimmelsvamp. Fordelen ved den nye metode er, at det ikke er nødvendigt at ødelægge gulve, lofter eller vægge for at kunne dokumentere, om der er skimmelsvamp i bygningen. Metoden har yderligere den fordel, at den kan identificere op mod 5000 forskellige skimmelsvampe. Med den viden er man i stand til med stor sikkerhed at kunne sige præcist, hvilken type skimmelsvamp der er blevet fundet samt hvilke medier, de især vokser på (Træ, gips eller tapet) Det kan så give et fingerpeg om, hvor i bygningen man skal lede efter skimmelsvampen. Ingeniøren 3-12-2009
Husstøvmiderne – kommer de udefra
En dansk forsker fremsætter en teori om, at husstøvmider bringes ind udefra. Derfor er den bekæmpelsesstrategi, der hidtil har været anvendt, måske uden effekt. Grundlaget for den nye teori er, at man tilsyneladende ikke finder rester af alle husstøvmidernes forskellige hamskiftestadier i støvprøver samlet indendørs. Derfor er den nye teori at husstøvmiderne kommer udefra, falder ned på vore gulve og bliver spredt i hjemmet. Der mangler i dag grundlæggende viden om hvor husstøvmiderne i så fald opformerer sig. I øvrigt er forskeren af den formening, at husstøvmider hurtigt dør, når de kommer indendørs. (Indtil der er flere data om denne nye teori, er det vigtigt fortsat at holde sig til de anbefalinger for begrænsning af husstøvmider, der gælder i dag. Red.) 06-01-2010