>>>: Hud

– hvad vi finder om eksem

Filaggrin og tør luft

Et internationalt hold af forskere ønskede at undersøge, hvilken effekt relativ luftfugtighed har på udviklingen af eksem. Forskerne fandt ud af at jo lavere luftfugtighed desto værre symptomer. En af årsagerne skulle findes i ændringer i hudens barrierefunktion, bl.a. ved at filaggrin nedbrydningen styres af den relative luftfugtighed. Jo tørrere miljø desto større nedbrydning, med det resultat at hudens barrierefunktion nedsættes. Kilde

Klorhexidin og kontaktallergi

En ny finsk undersøgelse har undersøgt hvor mange patienter på en hudklinik, der reagerede på lappetest med klorhexidin. Resultatet viste, at en halv procent af de undersøgte patienter reagerede på klorhexidin. Forskerne fremhæver at klorhexidin kan være med til at forsinke ophelingen af et eksemudbrud. Klorhexidin anvendes i en del produkter bl.a. medicinsk sæbe og mundskyl, fordi det er et effektivt middel til desinfektion. Kilde

Blandt sundhedspersonalet på et engelsk hospital har man også set allergiske reaktioner på klorhexidin. Kilde

Nældefeber

Nældefeber kan deles op i grupper. Indtil fornylig var der to: nemlig den type nældefeber, som opstår bl.a. som følge af tryk eller høje eller lave temperaturer.

Derudover var der en anden gruppe, hvor man ikke kendte årsagen til nældefeberanfaldet.
Der er ca. 0.5%, der får denne type.

På det seneste har man udviklet teknikker, der kan diagnosticere en undergruppe af patienter, hvor man har mistanke om, at nældefeberen kan være en autoimmun sygdom. Dette er tilfældet hos ca. 30-50% af de patienter, man tidligere ikke kunne finde den udløsende årsag hos.

Det er et fremskridt, at det nu er muligt at skelne mellem disse to undergrupper. Det kan nemlig medvirke til, at patienter ikke længere behøver at gennemgå en lang række undersøgelser, der ikke vil føre til hverken diagnose eller behandling.

Det viser sig også, at den nældefeber, der er forårsaget af en autoimmun reaktion, muligvis er mere agressiv.
Uanset årsagen til nældefeberen er den medicinske behandling, man kan tilbyde,
den samme:
– Antihistaminer – nogle gange i meget høje daglige doser.
– Immunsupressiv behandling til de patienter, der ikke reagerer på antihistaminer.
– Plasmaferese er blevet forsøgt og har i visse tilfælde haft en god effekt.

Det vigtigste aspekt i denne nye viden er, at man i dag er i stand til at undersøge meget grundigere end tidligere, og at det er muligt at stille diagnosen. Når diagnosen er stillet, kan man sige, at patientens lange march rundt på diverse hospitalsafdelinger kan slutte, for nu er der ikke grund til at undersøge mere, og man kan koncentrere sig om at behandle, og lære patienten at leve bedst muligt med sin sygdom.

Det har været antydet, at man oplever kronisk nældefeber som følge af tilsætningsstoffer i maden. Det er ikke muligt at finde veldokumenterede undersøgelser for denne påstand. Derfor er der heller ikke grund til at gå på diæter og lignende, for ad den vej at finde årsagen til nældefeber.

Nok er man nu i stand til at diagnosticere ca. halvdelen af de patienter, der kommer med kronisk nældefeber. Men man er stadig ikke altid i stand til, at finde den bagvedliggende årsag. Man har mistanke til, at nogle tilfælde opstår i forbindelse med stofskiftesygdomme og at det er stofskiftesygdommen, der er med til at starte den autoimmune allergiske reaktion. Men det at man så bliver behandlet for sin stofskiftesygdom, medfører ikke en tilbagegang i symptomerne fra nældefeberen.

En anden tese peger på, at visse mavebakterier kan være med til at starte en autoimmun proces hos visse mennesker. Men det er endnu på et meget spekulativt plan.

Kilde: Curr Opin
Allergy Clin Immunol 3(5):363-368,2003.