Arkivet for ‘Eksem’

Test af Ducray Dexyane-serien til pleje og behandling af eksem

tirsdag, marts 27th, 2018

Produkterne er modtaget til test/anmeldelse fra Pierre Fabre.

Jeg har gennem en måneds tid testet en serie af  nye produkter til behandling og pleje af eksem og tør hud,  Dexyane og Dexyane MeD fra Ducray.

Serien består af en rense/vaskegel, to fugtighedscremer – en almindelig  cream og den noget federe balm – begge i praktisk beholder med pumpe. Disse plejeprodukter er beregnet til at rense og fugte huden, styrke hudbarrieren og mindske irritation og kløe. Desuden er der en helt særlig nyhed, Dexyane MeD, der er godkendt som medicinsk udstyr og kan anvendes som supplerende behandling af eksem i kombination med den behandling, man får i forvejen eller i lettere tilfælde helt erstatte anden behandling.

Jeg er altid interesseret i at teste nye produkter til pleje eller behandling af tør hud og eksem, så jeg kastede mig ivrigt ud i testen af Dexyane-serien. Dog er jeg mest til fast sæbe – og har fornylig genfundet min yndlingssæbe – så rense/vaskegelen har jeg faktisk ikke rigtig fået brugt. Med hensyn til fugtighedscremer er det sådan, at min hud slet ikke tåler meget fede cremer. Hvis jeg bruger en fed creme, bliver min hud irriteret, og kløen bliver helt uudholdelig. Så den fede Dexyane balm er ikke noget for mig. Det er cream-versionen til gengæld. Det er en rigtig dejlig creme at bruge til huden på kroppen. Den har en fin konsistens, er let at smøre på og trækker hurtigt ind – og den efterlader ikke en fedtet hinde på huden. Den er bare supergod.

Jeg var meget spændt på at teste Dexyane MeD. En creme der kan behandle eksem – alene eller i kombination med sædvanlig behandling. Det er nyt og spændende. Jeg indrømmer, at jeg var temmelig skeptisk. Men den virker faktisk. For mit vedkommende har cremen en rigtig god effekt på lette eksemforandringer i huden. Dem kan cremen faktisk få bugt med på ganske få dage. De svære og mere massive eksemplamager, som jeg har i ansigtet og på halsen, har desværre ikke reageret positivt på cremen – tværtimod. De steder er eksemet blevet irriteret af cremen og er kommet til at klø ret voldsomt. Så jeg nøjes med at bruge cremen på de lettere udbrud, der virker den overraskende godt, og det er jeg rigtig glad for. Det er rart at have et alternativ til hormoncremerne og spare lidt på dem. Dexyane MeD  er en gele-creme, der er meget let at smøre på, og den trænger meget hurtigt ind i huden.

Alt i alt har det været en positiv oplevelse at teste Dexyane-serien, og jeg vil bestemt anbefale andre med eksem at prøve, om de forskellige produkter kan bedre eller afhjælpe problemerne.

Læs mere om Dexyane produkterne her.


Lost and found

lørdag, februar 24th, 2018

For nogle år siden brugte jeg en sæbe, som jeg var meget glad for. Den hed Dove Sensitive. Den var virkelig mild, uden parfume, hypoallergen og god for min sarte hud og mit eksem. Desværre kunne jeg pludselig ikke finde sæben i butikkerne mere. De steder, hvor jeg plejede at købe den, sagde man, at den var udgået. Det var der jo ikke så meget at gøre ved, så jeg måtte finde en anden sæbe. Det gjorde jeg også, men den var ikke i nærheden at at være så behagelig i brug, som den jeg før havde brugt. Men man kan jo vænne sig til meget. Det kan man blive nødt til.

I maj sidste år læste jeg så på Danica Cloes blog, at hun havde et samarbejde kørende med Dove. Jeg skrev til hende, om ikke hun kunne slå et slag for at få den savnede sæbe tilbage på hylderne. Hun undersøgte sagen og kunne fortælle mig, at sæben faktisk stadig var at finde – bare i nogle butikker, hvor jeg ikke plejer at handle. Jeg blev simpelt hen så glad for den besked, og skyndte mig afsted til nærmeste Rema 1000, hvor der skulle være chance for at finde sæben. De havde ikke sæben i deres sortiment.

Siden har jeg spurgt efter sæben i mange Rema 1000 butikker med samme nedslående resultat.

Da mit eksem er slemt for tiden, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at opnå en bedring, så jeg skrev og klagede min nød til Unilever, der sælger Dove produkterne i Danmark. De svarede, at sæben ganske rigtigt tidligere har været på hylderne i Rema 1000, men at den nu ikke længere forhandles i Danmark, men kan købes i Sverige.

Endnu en gang erklærer jeg min kærlighed til internethandel. Lynhurtigt blev sæben bestilt, og lynhurtigt blev den leveret.

Det er bare nogle stykker sæbe, men jeg føler næsten, at jeg har vundet i lotteriet.


Eksem og eksem er to ting

søndag, februar 18th, 2018

Bloggeren Lea Hvidt deltager i en kampagne for en ny serie af plejeprodukter til atopisk hud. I et blogindlæg skriver hun: “Jeg har sagt ja til at teste denne eksembehandlende creme fordi, at Rosa-Lia, ligesom rigtig mange andre børn, lider en lille smule af Atopisk eksem også kaldet børneeksem. Rosa-Lia er på ingen måder hårdt ramt, hun har aldrig kløet og er heller ikke irriteret af det.”

Jeg er naturligvis glad på Lea Hvidts datters vegne for, at hun ikke har kløe og irritation i huden – men har hun så egentlig atopisk eksem?

Jeg bliver en lille smule ked af det, når den hudsygdom, der har sat dagsordenen for mit liv på den virkelig negative måde, bliver fremstillet som et lillebitte problem, man næsten ikke mærker og som let kan løses med en tube håndkøbscreme. Sådan er det desværre ikke altid.

Mit eget eksem har i en efterhånden meget lang periode drillet mig ekstra meget. Lige meget hvad jeg prøver af plejeprodukter og behandling, så er der ikke rigtig nogen bedring at spore. Det er nok derfor, jeg bliver så provokeret.

Mit indlæg er ikke ment som kritik af Lea Hvidt eller hendes blogindlæg – bare udtryk for frustration over en hudsygdom, der optræder i forskellige sværhedsgrader og som fylder alt, alt, alt for meget i mit liv.


Test af en ny udgave af en gammel kending

lørdag, december 16th, 2017

Jeg har modtaget produkterne som gave fra Pierre Fabre.

Lad det være sagt med det samme – jeg bryder mig ikke om, når hudplejeprodukter, jeg er glad for, bliver lavet om. Så tænker jeg, if it ain’t broke, don’t fix it.

NĂĄr jeg sĂĄ finder ud af, at de nye produkter faktisk er ekstra naturlige og alle fĂĄs i steril tube, sĂĄ man helt undgĂĄr konserveringsmidler, sĂĄ bliver jeg alligevel interesseret.

Jeg har i en del år i perioder brugt produkterne fra Exomega-serien til atopisk hud fra A-Derma og været glad for dem. Efter råd fra en hudlæge veksler jeg mellem forskellige hudplejeprodukter, og Exomega-serien har længe været en af mine favoritter.

Nu er produkterne i serien blevet omformuleret. Serien hedder nu Exomega Control. Produkterne er udviklet til atopisk hud men er også rigtig gode, hvis man bare har lidt tør hud, der trænger til lidt ekstra pleje.

Exomega Control produkterne beskrives som så effektive, at en enkelt daglig påsmøring er nok. Det vil det måske også være for de fleste, men min knastørre, eksemplagede hud kan ikke klare sig med det – i hvert fald ikke på denne tid af året. Her må jeg nok vælge seriens lidt federe creme, hvis en daglig påsmøring skal række.

Jeg synes ikke, at jeg kan sætte fingeren på nogen markant forskel på produkterne før og efter omformuleringen, men måske viser der sig en forskel ved længere tids brug. Det vigtigste er, at produkterne stadig er gode og behagelige at bruge. Dog synes jeg, at de nye produkter lugter en lille smule anderledes end de gamle. Jeg er meget følsom overfor den slags, og har ved flere lejligheder droppet hudplejeprodukter, fordi jeg ikke brød mig om lugten af dem. Produkter uden parfume kan let lugte en lille smule “kemisk”, og jeg foretrækker absolut produkter, der har en helt neutral “duft”. Folk der er mindre følsomme overfor duft/lugt vil sikkert ikke bemærke noget.


Test af nye produkter

søndag, november 26th, 2017
 Jeg er ved at teste et par af de nye Exomega Control produkter fra A-Derma. Jeg har været glad for for nogle af “de gamle” produkter, sĂĄ jeg er spændt pĂĄ, hvad min hud synes om de nye. Jeg følger op pĂĄ testen her pĂĄ bloggen snart.

Uden humor gĂĄr det ikke

lørdag, september 9th, 2017

I lørdags var vi med til at fejre Atopisk Eksem Forenings 25-års jubilæum. Der var foredrag om eksem, der var mad og drikke, der var flotte goodiebags med masser af gode produkter, og der var underholdning.

Komikeren Geo fortalte med en fin blanding af alvor og kulsort humor om et langt og hårdt forløb med en kræftsygdom, som han har været igennem. Selv om emnet jo var ret alvorligt, rullede latteren, da han fortalte om nogle mildest talt absurde oplevelser, han havde haft i den periode, hvor han var i nærkontakt med sundhedssystemet.

Uden humor gĂĄr det ikke.


E-bog om livet med atopisk eksem

torsdag, juni 15th, 2017

Det er med sommerfugle i maven og nerverne uden på tøjet, at jeg i dag har udgivet min e-bog om livet med atopisk eksem.

Det er lidt grænseoverskridende og sårbart at fortælle sin personlige historie om livet med en kronisk sygdom, men jeg håber, at bogens læsere vil tage godt imod den.

Man kan finde bogen hos Saxo.


Allergivaccination før og nu

tirsdag, marts 28th, 2017

Mit barnebarn er lige begyndt på allergivaccination. Det har fået mig til at tænke tilbage på dengang, jeg selv var det igennem. Der er helt sikkert sket meget på allergiområdet i mellemtiden. Heldigvis. Desværre er der også kommet mange flere allergikere. Da jeg var barn, kendte jeg ikke andre, der havde allergi og/eller eksem, som jeg havde. I dag, vil jeg tro, at alle kender en elle flere, der har det.

Jeg har nok været omkring 7 år, da jeg begyndte at blive vaccineret. Jeg havde mange allergier, og jeg kan faktisk ikke længere huske, hvilke af dem jeg blev vaccineret imod. Men i hvert fald fik jeg en indsprøjtning i hver underarm tre gange om ugen i to et halvt år. Mine arme var konstant meget hævede og ømme, men bortset fra det havde jeg ikke noget imod behandlingen eller de mange besøg hos lægen. Jeg var nemlig lidt betaget af ham – jeg syntes, at han var så pæn. Hver gang jeg havde fået mine to stik, skulle jeg sidde i venteværelset i en halv time bagefter, før jeg måtte gå i skole. Det var for at lægen kunne gribe ind, hvis jeg skulle få en alvorlig, allergisk reaktion efter vaccinationen. Det skete heldigvis aldrig. Jeg kan stadig se det lille venteværelse ganske tydeligt for mig, det blev jo til rigtig mange timer, jeg sad der. Plakaterne på væggen med tegninger af frugt og grøntsager – dem fik jeg kigget godt og grundigt på. Det er svært at afgøre, hvilken effekt vaccinationerne havde på mine allergier, for jeg er jo stadig plaget af allergi. Det er ikke til at sige, om behandlingen har gjort hverken fra eller til.

Nu er det så mit barnebarn, der er syv år og skal allergivaccineres. Der er forsket en del i allergi i mellemtiden heldigvis. Man er blevet dygtigere til at behandle det, og vi håber, at han vil få god gavn af vaccinationerne. Heldigvis giver man ikke længere sprøjterne så hyppigt, så han kan nøjes med et lægebesøg om ugen her i starten, og senere bliver der længere imellem.


Hurtig opfølgning

torsdag, februar 18th, 2016

Jeg vil lige følge op på mit seneste indlæg.

Jeg har allerede hørt fra COOP igen. Jeg har nu erfaret, at hvis man vil have svar, kan det ikke betale sig at henvende sig til COOP pr. brev eller mail. Man skal simpelt hen bare skrive til dem på deres Facebookside. Så kommer der svar.

Det viser sig, at min deodorant stammede fra et parti, der ved en fejl indeholdt en rest af parfume. Partiet er nu angiveligt hjemkaldt.

Jeg er meget forarget over, at den information nærmest skal tvinges ud af COOP. Det er jo en yderst vigtig information for parfumeallergikere. Deodoranten er af mærket Änglamark, der slår sig op på at være allergi- og miljøvenligt. Deodoranten bærer i øvrigt som nævnt både Svanemærket og Den Blå Krans, som burde garantere et produkt uden parfume aller anden skadelig kemi.

Det skal retfærdigvis nævnes, at COOP har kompenseret mig for den uheldige deodorant samt portoudgifter i forbindelse med fremsendelsen af deodoranten til analyse.


Svært at bevare tilliden …

torsdag, februar 18th, 2016

Jeg fortalte for nylig, at jeg havde købt en uparfumeret deodorant med både Den Blå Krans og Svanemærket, som mod forventning alligevel lugtede umiskendeligt af parfume. Som jeg fortalte, klagede jeg til COOP og blev bedt om at sende deodoranten ind til dem til analyse.

Det gjorde jeg, og i går fik jeg brev fra COOP. Det var den standardskrivelse, de altid besvarer klager med. Noget med ” Det er altid meget beklageligt, hvis vores produkter ikke lever op til kundernes forventning eller direkte giver anledning til ubehagelige oplevelser som din.”

Ingen forklaring på, hvad der kan være sket, så et uparfumeret produkt alligevel ikke er uparfumeret.

Sådan et svar på en seriøs henvendelse er jeg ikke tilfreds med. Jeg synes, at man som forbruger har krav på at blive taget alvorligt, når man henvender sig med en klage over en åbenlys fejl ved et produkt. Jeg synes, at man har krav på en ordentlig forklaring og ikke bare et standardsvar og en sang fra de varme lande.

Nu har jeg henvendt mig igen for at få en afklaring på, om jeg fremover kan regne med, at parfumefri varer virkelig er uden parfume, og om man i det hele taget kan have tillid til Svanemærket og Den Blå Krans.