Inspiration til madlavning uden mælk og æg

Der er flere grunde til, at jeg somme tider skeler til veganske opskrifter, når jeg søger inspiration til madlavningen.

For det første vil jeg gerne have nye ideer til, hvad vi skal spise på vores ugentlige kødløse dag. For det andet er jeg allergisk overfor bl.a. mælk og æg, og de to ingredienser støder man naturligvis ikke på i en vegansk opskrift.

Jeg har haft lejlighed til at bladre i Spis vegansk af Aine Carlin. Bogen rummer over 100 enkle, sunde og lækre retter. Der er opskrifter til alle dagens måltider, ligesom der er opskrifter til både hverdag og fest.

Personligt er jeg især interesseret i opskrifterne på kager og desserter. Det er vanskeligt at bruge de helt almindelige opskrifter, når man skal udelade både æg og mælkeprodukter, men Spis vegansk rummer opskrifter på både is, kager og andre lækkerier.

Det hele ser simpelt hen så lækkert og indbydende ud, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i det og afprøve nogle af opskrifterne.


Kommenter