Tag Archives: dug

Vinduerne – en god sladrehank

Vinduerne er en god sladrehank, når det gælder afsløring af rummenes luftfugtighed.

Er der dug på ruderne, når gardinerne trækkes fra om morgenen, er det et tegn på, at luftfugtigheden er for høj. Løsningen er udluftning. Det anbefales at skabe gennemtræk i boligen 10 minutter 2 gange dagligt. Er dette ikke tilstrækkeligt, kan det være nødvendigt at anskaffe en affugter – eller endnu bedre at installere et ventilationsanlæg.

Er der sorte pletter på vinduesrammerne, er det et tegn på skimmelsvamp og så har luftfugtigheden været for høj alt for længe. Luft godt ud og hold vinduerne dugfri. Slib og mal vinduesrammerne så der ikke er skimmel.

Det er vigtigt at holde luftfugtigheden lav – dels for at undgå skimmelsvampe og dels for at nedsætte muligheden for at husstøvmider får alt for gode livsbetingelser.

I dagligdagen er det vigtigt at tillægge sig gode vaner, der kan nedbringe luftfugtigheden:

* Man bør i videst muligt omfang undgå at tørre tøj indendørs – en tørretumbler er et godt alternativ.
* Man bør tørre op efter bad eller brusebad, så vandet ikke står og fordamper.
* Man bør ved madlavning anvende emhætte og i videst muligt omfang anvende grydelåg.

Ønsker man mere præcist at måle luftfugtigheden i sin bolig skal man anskaffe sig et hygrometer.