Tag Archives: ferie

Allergi og ferie.

Når en allergiker skal på ferie, kræver det ofte god planlægning. Alt efter hvad man er allergisk overfor, kan der være en del ting, som det kan betale sig at checke, når ferien planlægges.

Er man pollenallergiker og planlægger en ferie i udlandet, er det en god ide at vælge en destination, hvor man på ferietidspunktet kan undgå de pollen, som man reagerer på. På www.polleninfo.org kan man finde oplysninger om pollenforekomst i udlandet.

En anden vigtig faktor er ferieboligen. Er man allergisk overfor husdyr eller husstøvmider er det ikke lige meget, hvor man indlogerer sig i ferien. Man må hjemmefra sikre sig, at ferieboligen lever op til den standard man behøver. Er man husstøvmideallergiker, kan man evt. medbringe allergentæt madrasovertræk og sengetøj hjemmefra. Hvis man er fødevareallergiker, vil man ofte have brug for, at ferieboligen rummer et anvendeligt køkken, så man selv kan lave sin mad.

Når det gælder sommerhuse, står der ofte i katalogerne, om dyr må medbringes. Hvis de må det, kan huset selvfølgelig ikke bruges til en dyrehårsallergiker, er det derimod ikke tilladt at medbringe dyr, kan man ringe til ejeren/ bureauet og få besked om, der nogen sinde har været dyr i huset. Et godt råd er altid at vælge de nyeste huse, der er der mindst risiko for at støde ind i en masse allergener.

Hotellejligheder er en anden mulighed. Igen er det tilrådeligt at ringe og spørge, om man kan være helt sikker på, at der ikke har været dyr. Hvis man også sørger for at få en lejlighed uden tæpper og helst i et meget nybygget hotel, skulle man være dækket optimalt ind.

Endvidere er det almindeligt kendt, at Frankrig et et meget hunde/dyrevenligt land, hvor man kan tage hunden med alle vegne, stik modsat er det i Sverige, hvor man nemt kan finde hundefri boliger, restauranter osv.

Der er mulighed for gennem Astma Allergi Forbundet at leje allergivenlige lejligheder i Spanien.

En anden mulighed, som kan være en god løsning, hvis man er meget svært plaget af flere forskellige allergier, er at investere i en campingvogn, så har man altid sin egen feriebolig, hvor man kan tåle at være, så gælder det bare om, at finde de hunde/dyrefri campingpladser.