Tag Archives: lufrensning

Luftrensning i hjemmet

Hvorfor kunne det være en ide at rense luften i hjemmet?

I dagens løb bliver der produceret en lang række partikler i ethvert hjem.

Er man lige flyttet ind i et nyt/nyistandsat hus eller lejlighed kan der frigives en masse dampe fra ny maling eller nye spånplader. I tidens løb er der heldigvis gjort et stort arbejde for at disse stoffer, der kan frigives fra byggematerialer, skal opfylde visse krav og ikke må være sundhedsfarlige.
(Se Dansk Indeklima Mærkning).
På trods af dette er der nogen,der vil få allergiske symptomer af selv små mængder af disse stoffer.

I sommerperioden vil der blive lukket pollen ind – er man allergisk overfor pollen vil det være generende at de svæver rundt i hjemmet i længere tid.

Igennem hele året producerer husstøvmider allergener, som mange reagerer på – disse partikler er så små, at de kan holde sig svævende i indeluften i meget lang tid, efter de er blevet hvirvlet op.Derfor kan det være en god ide at holde mængden af husstøvmideallergener på et så lavt niveau, som muligt.

Skimmelsvamp indendørs skal altid bekæmpes med hård hånd, men også svampesporer ude fra naturen kan være til stede i indeluften på visse tider af året – især om efteråret. Disse svampesporer svæver også rundt i indeluften, men bør ligesom de øvrige luftbårne allergener begrænses så hurtigt og effektivt som muligt.

Fælles for alle disse partikler er at de er så små, at vi kan indånde dem og dermed kan de, hvis man er allergisk overfor dem, fremkalde allergi i form af astma, høfeber eller eksem.

Så sammenfattende kan det fastslås, at det kan være en god ide at rense luften i hjemmet, hvis man er allergiker.

Hvad kan man gøre?

Der er to muligheder: enten en mobil luftrenser, eller et ventilationsanlæg.

Beskrivelse af principperne bag disse to metoder.

Den mobile luftrenser fungerer som en emhætte, der trækker luften forbi et effektivt filter. Filteret tilbageholder ca. 99,9% af de partikler, der svæver rundt i luften. Ved denne metode får man hurtigt fjernet en stor del af de allergener , man ikke er interesseret i at have i sin indeluft. Støv og pollen er forholdsvis nemme at filrtrere fra, men meget små partikler er sværere at fjerne. For at øge effektiviteten af filteret er det muligt at anvende et aggregat i luftrenseren, der trække luften gennem vand. Dette øger yderligere effektiviteten af luftrensningen, men giver på længere sigt et andet problem, nemlig at der dannes skimmel i maskinen. Det skal understreges at svampesporerne ikke slipper ud i indeluften, men når maskinen skal renses, er der et problem.

Den mobile luftrenser ændrer ikke på luftens fugtighed.

Et ventilationsanlæg fungerer ved, at udeluften trækkes forbi en varmeveksler, hvorved man udnytter ca 60% af indeluftens varme til at opvarme den kolde udeluft – uden at blande luftstrømmene. Dernæst trækkes luften gennem et eller flere filtre,ofte et allergifilter, som filtrerer 99,9% af partiklerne fra. Dette medfører at man får en meget ren luft trukket ind i huset, samtidig med at man får suget den “gamle” luft ud. Metoden medfører, at man især om vinteren nedsætter luftfugtigheden helt ned til 35-45% RF. For nogen er dette generende. Men det er et meget effektivt middel til at begrænse mængden af husstøvmider.

De to metoder har hver deres fordele og ulemper, og man bør i hvert enkelt tilfælde rådføre sig med en specialist på området for at få hjælp til at vælge den løsning, man har brug for.