Tag Archives: rygning

Passiv rygning koster liv

Under denne overskrift lancerer Sundhedsstyrelsen en kampagne, der skal gøre passive rygere opmærksomme på den betydelige risiko, de løber ved at være sammen med personer, der ryger. Astmatikere og allergikere risikerer, at deres symptomer forværres, når de udsættes for passiv rygning. Opfordringen er derfor til alle passive rygere – Sig fra! (2004)

Læs mere om passiv rygning

Astma der er svær at behandle

En ny amerikansk undersøgelse af astmapatienter, der havde svært ved at kontrollere deres astma, har påvist, at der er forskellige faktorer, der kan vanskeliggøre astmabehandlingen, hvis man ikke griber effektivt ind. Derfor bliver det slået fast i undersøgelsens konklusion, at det er  vigtigt, hvis man har astma og er ryger, at stoppe hurtigst mulig – for rygning forværrer astma og gør det vanskeligere at behandle den. Desuden er det vigtigt at tage sin medicin, som lægen har foreskrevet. Mange sjusker med deres astmamedicin. Disse to vigtige indsatsområder skal man bl.a. være meget opmærksom på hos patienter med astma, der er svær at behandle. Kilde.

Hvad gør forældre for at forbedre miljøet omkring deres astmabørn

En ny amerikansk undersøgelse prøver at afdække hvilke tiltag, forældre iværksætter for at hjælpe deres astmabørn. I dag ved man, at vort indeklima påvirkes af husstøvmider og rygning. Desuden er det et kendt faktum, at børn med astma i en tredjedel af familierne fortsat udsættes for tobaksrøg. På denne baggrund undersøger forskerne, hvilke tiltag forældre sætter i værk, samt kvaliteten af disse tiltag, i bestræbelserne på at nedsætte risikoen for at barnet får astmaanfald.

De interessante resultater viser, at 51% af forældrene iværksætter tiltag, man ikke kan forvente har nogen effekt overfor netop det allergen, der udløser deres barns astmaanfald.

1% af familierne i undersøgelsen anskaffede f.eks. en luftbefugter, selv om de vidste, at deres barn fik astma af husstøvmider (Husstøvmider trives bedre jo fugtigere, der er i boligen.) Her var der altså tale om, at man gjorde noget, der var med til at gøre situationen værre.

Tobaksrygning fortsatte i 24% af familierne, til trods for at barnet havde astma. Vi ved i dag, at tobaksrøg ikke bør findes i astmabørns miljø. Undersøgelsen fremhæver et noget overraskende resultat, nemlig at kun 7% af rygerfamilierne havde overvejet og forsøgt at nedsætte mængden af røg i hjemmet, hvor det astmaplagede barn befandt sig.. Blandt de der havde udfyldt spørgeskemaet, (og derfor ville være i stand til at gøre noget målrettet for at ændre adfærd) fandt man de samme resultater, nemlig at kun 6% havde forsøgt at begrænse mængden af tobaksrøg i hjemmet.

Altafgørende for, om familierne gjorde noget for at ændre radikalt i astmabarnets hjemmemiljø, var hyppige besøg hos lægen og uddannelse i astmasygdom. Disse to faktorer hjalp forældrene til at ændre adfærd på en måde, der støttede deres barn, og som medvirkede til, at barnet fik færre astmaanfald.

Konklusionerne, på baggrund af undersøgelsens resultater, understreger nødvendigheden af, at lægen ved, hvordan forskellige allergener begrænses mest effektivt. Desuden er det nødvendigt, at lægen overfor forældrene understreger betydningen af, at de gør noget aktivt for at fjerne allergenerne.

Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at de tiltag der anbefales, skal være effektive i forhold til de allergener, der skal fjernes, ellers kan man risikere, at forældrene bliver frustrerede over manglende resultater og ikke fremover er til at overtale til at iværksætte de nødvendige og resultatskabende tiltag.

Røgfrit miljø viser sig også i denne undersøgelse at være en af de mest effektive faktorer i forhold til at reducere astma hos børn. Samtidig er det også en af de allersværeste faktorer at realisere. Dette står i skærende kontrast til det faktum, at rygerforældre er meget ivrige, for at installere dyre apparater, ofte med tvivlsom effekt, for at afhjælpe barnets problemer.

Det er vigtigt, at forældre konstant undervises omkring barnets astma. Det gør dem bedre til at identificere de allergener, som deres barn er allergisk overfor. Det gør dem dernæst bedre til at finde den metode, der er bedst til at eliminere netop dette allergen. (Det kan ofte være en større detektivopgave, men resultatet – et friskere og gladere barn er alle anstrengelserne værd).

Undersøgelsen slår også fast, at netop undervisning af forældrene vil kunne føre til færre indlæggelser blandt astmabørnene. En af de ting forældrene bør lære er, at astmareaktionen ofte indfinder sig flere timer efter, at barnet har været udsat for allergenet. Denne viden kan hjælpe forældrene til at spore, hvad det er, der udløser astma hos netop deres barn.

J. Allergy Clin. Immunol 2004;114:352-7

Børn, kat og risiko for udvikling af astma

I juli nummeret 2004 af Allergy fortæller et svensk forskerhold om en undersøgelse, de har foretaget blandt 181 astmatiske børn i alderen fra 1-4 år. Man fandt at børn, der bor sammen med en kat i deres første 2 leveår, har en større risiko for at udvikle astma end børn, der ikke bor sammen med en kat. Ydermere blev det påvist, at store mængder katteallergener i hjemmet og/eller forældre der ryger, er en uheldig kombination, da dette er med til yderligere at øge risikoen for, at børnene udvikler astma.