Allergi overfor bi- og hvepsestik

Undgå at blive stukket af bier og hvepse
– det er det bedste råd, især hvis du er allergisk overfor bi- eller hvepsestik. Episoden her i slutningen af september fra Århus, hvor mange personer blev stukket af gale gedehamse, er en advarsel om, at der her om efteråret er en større risiko for at blive stukket.

Årsagen kan søges i det faktum at hvepsene ikke længere har så let ved at skaffe føde. Derfor strejfer de mere om og er tilsyneladende mere irritable. Bierne skulle gerne være ved at være indvintrede og skulle ikke være det store problem længere.

Den allergiske reaktion på insektstik er enten en straks-reaktion eller en forsinket reaktion.

Straks-reaktionene kan indtræde i op til 4 timer efter at man er blevet stukket. De fleste af os kender symptomerne – smerte, hævelse og rødmen.
Nogle personer oplever værre reaktioner i form af voldsommere hævelse omkring stikstedet, dertil kan komme mild feber kvalme, træthed og smerte?
Den alvorligste straks-reaktion er anafylaksi.
Symptomerne er alvorlige, personen bliver rød og får kløe, får nældefeber evt. nysen og løbende næse. Halsen kan begynde at hæve, der kan tilstøde åndedrætsproblemer. Mavekramper, kvalme og opkastning kan forekommel og dertil også diarrea. I sin alvorligste form kan anafylaksi, der ikke hurtigt behandles føre til uregelmæssig hjerterytme, chock og evt. død.
1 person om året dør af anafylaksi efter insektstik i Danmark.

En forsinket reaktion kan indtræde efter mange timer og helt op til en uge efter stikket. Symptomerne er nældefeber, feber, ledsmerter og træthed. Personer, der oplever en forsinket reaktion, er senere i risiko for at udvikle anafylaksi, hvis de bliver stukket igen.

Hvad kan man gøre:

Undgå at blive stukket – det er det bedste råd.
Her kan påklædningen være en stor hjælp.
Undgå tøj der ikke lukker til. Det øger risikoen, når hvepsen kan kan komme i klemme i flagrende tøj.
Når man arbejder i haven kan det være en god ide at anvende handsker.
Brug sko eller støvler og ikke sandaler. Mørkt tøj og tøj med spraglet mønster i kraftige farver tiltrækker hvepse og bier. Vælg i stedet hvidt eller pastelfarver.
Pas desuden på med deodoranter eller stærk parfume.
Når man spiser udendørs kan det være en god ide at dække mad og affald til, så det ikke tiltrækker hvepse og bier.

Er man blevet stukket:

Ingen tidligere allergiske reaktioner, så kan man tage en aspirin, hvis smerten er voldsom og bruge is til at reducere hævelsen.

Har man derimod oplevet reaktioner tidligere er første skridt at tage en antihistamintablet – desuden kan det være en stor hjælp for personer, der kommer til hjælp, hvis man har en medaljon, der kan fortælle at man er allergisk overfor insektstik. Der ud over kan det være, at lægen har forsynet en med en EpiPen, som man kan tage, hvis en anafylaktisk reaktion er under opsejling. Derefter er det vigtigt at komme under medicinsk behandling så hurtigt som muligt.
Ring 112.

Er man i gruppen af personer, der oplever en forsinket reaktion, kan det måske være en god ide at spørge sin læge om vaccinationsbehandling er en mulighed. Det reducerer risikoen for at udvikle anafylaktiske reaktioner, hvis man senere skulle blive stukket.

SØG LÆGE:

Hvis du er blevet stukket i munden eller i/på halsen
Hvis du bliver utilpas, svimmel, eller får opkastningsfornemmelser.
Hvis du tidligere har haft en alvorlig reaktion og ikke har din akutmedicin på dig.

 

Bestil pjecen om allergivaccination mod hvepse- og bigift

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.