Tegn på astmaanfald hos børn

Astmaanfald – tegn og gode råd.

Det kan være svært for forældre til småbørn med astma at se og høre på deres barn, når et astma-anfald er under opsejling. Når barnet er for lille til selv at formulere, at det har det dårligt, er det vigtigt, at forældrene er opmærksomme på de små tegn og forandringer i barnets adfærd, som kan betyde, at barnet har astma.

I forårsnummeret af McDonald’s Avisen giver Professor dr. med. Hans Bisgaard fra Rigshospitalet en række gode råd – blandt andet om, hvordan man opdager begyndende astmaanfald hos småbørn:

* Nogle børn bliver urolige og rastløse, når et anfald er på vej – andre er bare helt stille. Børn reagerer altså forskelligt.

* Vedvarende hoste kan være et tegn på astma. Typisk kommer hosten, når barnet råber, skriger, græder eller griner.

* I en periode med astmaanfald sover børnene dårligt. Derfor kan uoplagthed og dårligt humør være tegn på astma.

* Ligesom andre syge børn har børn med astma ringe appetit.

* Besværet, pibende og hvæsende vejrtrækning kan være tegn på astmaanfald.

* Astmalyde kommer fra lungerne, mens forkølelse sidder i næsen og de øvre luftveje. Ved at lægge øret til barnets bryst kan man bedre afgøre, om lydene kommer fra lungerne.

* Ved alvorlige anfald har barnet tydeligt besvær med at trække vejret. I de sværeste tilfælde bruger barnet hele overkroppen for at trække vejret – så er det bedst at få fat i en læge.

* Får barnet feber og hurtig, stønnende vejrtrækning, kan det være lungebetændelse. Også i dette tilfælde skal man have fat i en læge.

* Hvis astma ikke behandles rigtigt, kan barnet få den ene lungebetændelse efter den anden, og i værste fald kan lungerne tage varig skade.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.