Hvad er en priktest

En priktest er populært sagt en provokation af dit immunsystem med kendte rene allergener. “Prik” refererer til at der bliver prikket et lille hul i huden med en fin lancet.

Det er i dag muligt, ved hjælp af en priktest, at få en indikation af, om man reagerer allergisk overfor et givent allergen. Metoden har været anvendt i mange år til at teste allergikere for nogle af de stoffer, som de måske er allergiske overfor.

Testen er kun en del af den samlede vurdering, idet testen på nuværende tidspunkt ikke er så sikker, at det er muligt at drage entydige konklusioner på baggrund af priktesten alene.

Fremgangsmåden ved priktesten er enkel. På et stykke hud (ofte underarmen) fastgøres et stykke tape med en række numre på.
Ud for hvert nummer afsættes en dråbe – hvert nummer refererer til et bestemt allergen (Birk, græs, æg, hund, kat og så videre).
For senere at vide, hvordan du reagerer, er der er en kontrol og en histamin dråbe.

Der sættes en række dråber, en for hver af de forskellige stoffer, der skal testes.
Dernæst vil sygeplejersken eller lægen med en fin lancet prikke et lille bitte hul i huden gennem dråben – (normalt vil det ikke bløde) – for at allergenet kan komme i kontakt med dit immunsystem.

Lægen skifter lancet for hvert prik.

Dette gøres for ikke at blande de forskellige ekstrakter sammen.
Det er vigtigt, at der benyttes en ny lancet, hver gang, der skal prikkes gennem en dråbe, ellers har hverken lægen eller du mulighed for at finde frem til hvilke stoffer, du reagerer på, og hvilke du ikke reagerer på – fordi allergenerne er blevet blandet på lancetten.

Det vil sige, at det er vigtigt at lægen, hver gang skifter lancet.

Den næste risiko for at få et usikkert resultat er ved aftørringen af armen – eller rettere afdupningen af armen.
Det siger sig selv, at når du nu har et antal små huller i armen, så vil det kunne give usikre resultater, hvis reagenserne nu tørres ud over hele armen – så kan der komme reagenser ned i de forkerte huller og det vil være umuligt at vurdere resultatet med sikkerhed.
Det er derfor vigtigt at lægen er omhyggelig, med at duppe dråberne væk og ikke tørre hen over armen eller ryggen, hvor testen nu er blevet taget.

Hvorfor nu gennemgå dette så grundigt?

Jo – det ville være ærgerligt, at skulle få det indtryk, at der er noget du er allergisk overfor på et forkert grundlag.

Din hverdag kan være bøvlet nok i forvejen!

Hvad er det vigtigt, at du husker på, inden du kommer til lægen for at få foretaget en priktest?

Selvfølgelig har lægen gennemgået dette med dig, men der er en del ting, du selv kan være opmærksom på, inden du skal have foretaget en priktest.

Antihistaminer må ikke tages 3 dage inden testen.
Hismanal må ikke tages 6 uger inden testen.

Kortison-creme må ikke bruges 1(et) døgn inden, på det sted hvor testen skal udføres.
Stærk steroidsalve må ikke være anvendt 2-3 uger før testen.

Armen skal normalt altid sprittes af inden lægen begynder på testen, men det er især vigtigt, hvis du har brugt lotion, creme eller cremedusche.
Er armen ikke rengjort ordentligt vil disse midler kunne være med til at give et fejlagtigt resultat.

Når testen er gennemført, vil du skulle sidde i et stykke tid i venteværelet, hvorefter lægen vil aflæse resultatet.

Er du allergisk overfor nogle af stofferne, vil du reagere ved at du får en papel (huden hæver og rødmer) på huden.

Størrelsen af denne papel vil være et udtryk for, hvor kraftigt du må antages at reagere på det pågældende stof.
Her sammenligner lægen med kontroldråben og histamindråben.
Lægen vil tegne rundt om papelen og overføre cirklen til et stykke specialtape, som han vil sætte ind i din journal.

Dette vil lette arbejdet med at vurdere om en eventuel diæt/allergisanering eller behandling har hjulpet når du bliver testet senere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.