Der eksisterer nogle hårdnakkede myter, når man taler om atopisk eksem (børneeksem). At disse myter lever i bedste velgående trods masser af information, kan man let forvisse sig om, hvis man går ind i et af de forskellige debatfora, der findes om eksem.
Myte nummer et er, at eksembørn (og -voksne) ikke bør komme i bad så tit, og at man skal holde igen med sæbevask. Dette er helt forkert. Det er nemlig meget vigtigt med det daglig bad og den milde sæbe, så man kan holde bakterievæksten på eksemhuden nede. Man ved, at der er mange flere bakterier på eksemhud, end på rask og sund hud. Man ved også, at tilstedeværelsen af disse bakterier kan forværre eksem.
Tilstedeværelsen af bakterierne kan desuden føre til infektion i eksemet.
Desuden er det et faktum, at indsmøring med fugtighedscreme straks efter badet virker bedre end indsmøring uden forudgående bad, idet cremen trænger bedre ind i den fugtige hud og holder på den fugt badet har tilført huden. Det anbefales, at det daglige bad er kort, og at badevandstemperaturen er lunken, da lange bade og for varmt vand udtørrer huden unødigt.
En anden myte er, at man ødelægger huden, hvis man anvender de såkaldte hormoncremer. Det er ikke rigtigt. Hvis man anvender cremerne korrekt, kan man helt undgå bivirkninger. Det er vigtigt, at man anvender cremerne i den dosering og den periode, der er aftalt med lægen. Mange stopper behandlingen, så snart eksemet bedres, men det er vigtigt at fortsætte behandlingen, til eksemet er væk også i hudens dybere lag. I modsat fald vil symptomerne alt for hurtigt blusse op igen. Eksem der ikke behandles medfører let en forkradset hud, som nemt bliver inficeret, hvilket igen forværrer eksemet.
En tredie myte er, at børneeksem er noget man vokser sig fra. Det er desværre ikke altid tilfældet.
Heldigvis forsvinder sygdommen i de fleste tilfælde i løbet af barndommen, men en del har fortsat eksem i voksenalderen.