Et liv med allergi – et interview med Charlotte Peyk, forfatter til Allergibagebog – uden æg og uden æg & mælk

Fornylig udkom en Allergibagebog med opskrifter uden æg og uden æg & mælk. Forfatter til bogen er 40 årige Charlotte Peyk. Udover at være forfatter er Charlotte Peyk uddannet farmakonom og merkonom og er i øjeblikket ved også at uddanne sig til zoneterapeut.
Charlotte er gift og mor til tre børn. Alle tre børn er allergikere og Charlotte er selv meget allergisk overfor æg. Så familien lever en hverdag med allergi overfor både fødevarer, husdyr, skimmelsvampe, husstøvmider og pollen. .

Vi har i et mail-interview stillet Charlotte ti spørgsmål om hendes travle hverdag med allergi og bringer her spørgsmålene sammen med hendes åbenhjertige og inspirerende svar.

1: Hvad synes du er den største udfordring ved at leve med så meget allergi i familien?

Allergien i min familie er meget forskelligartet. Derved bliver udfordringerne også af forskellig karakter og skal tackles på forskellig måde.
Jeg selv er jo fødemiddelallergiker og her ligger den største udfordring nok omkring indkøb/madlavning eller undersøgelser af hvor vi kan gå hen, hvis vi skal spise ude.
Min ældste dreng var også fødemiddelallergiker som helt lille, hvilket naturligvis gjorde det sværere at lave mad, da der var flere ting vi skulle passe på. Nu er han vokset fra den del, men er stadig allergisk overfor husdyr, skimmelsvampe og græs og så består udfordringen i at undgå dette mest muligt samt at altid at have medicinen klar, hvis der skulle komme en reaktion. Han er desuden i daglig forebyggende astmabehandling og har været det siden 1-årsalderen.
Mine 2 andre børn er allergiske overfor hund, kat, kanin og birk, så her handler det om at undgå dyrene (selvom det kan være svært, da mange af børnenes venner jo netop har ét af disse dyr) og altid at have medicin klar, hvor vi end befinder os.

2: Er der noget ved det, at leve med allergi, du kan vende til noget positivt?
Ja, det er der faktisk. Jeg synes det er utrolig positivt og flot ,at familie og venner går så meget op i at lave mad uden æg (tidligere æg og mælk) som de gør. Jeg kan se, når vi kommer som gæster, at der altid er gjort rigtig meget ud af at lave speciel mad uden æg, at diverse varedeklarationer altid er nærlæst flere gang og jeg oplever tit, at der f.eks. er bagt 2 kager – én med æg og én uden æg. Tit hører jeg også folk sige, at det er utroligt så mange ting, man i virkeligheden kan lave uden æg.



Charlotte Peyk
3: Hvordan tackler I din og børnenes allergi i forhold til samvær med kammerater, familie og omgangskreds?

Som svaret ovenfor, oplever vi altid imødekommenhed overfor vores allergi. Vi er ofte blevet ringet op, før vi skal komme på besøg et sted og spurgt, om vi nu kan tåle dit og dat. Ofte er tom mademballage m.v. også i tvivlstilfælde sat til side på køkkenbordet, til vi kommer, så jeg lige kan checke ingredienslisten selv. Men alt dette har jo været en del af vores hverdag i mange år, så det er ikke noget vi tænker så meget over i det daglige.

4: Hvor meget synes du Jeres allergi “fylder” i Jeres hverdag/liv?

Jeg har egentligt lyst til at svare, at den ikke fylder særlig meget. Når det så er sagt, ved jeg også godt, at det er fordi den bare er en del af familien. Det er noget jeg altid har været vant til og noget jeg ikke kan ændre på. Så jeg vil svare på den måde, at som familien ser ud i dag, fylder allergien ikke særlig meget.
Tidligere da børnene var små og vi endnu ikke kendte omfanget af deres allergi, fyldte det væsentlig mere. Min ældste dreng, som er den af mine børn, der er hårdest ramt (de andre har ”kun” pollen/husdyr-allergi), var de første år af sit liv indlagt mange gange på sygehus pga. lungeinfektioner og vejrtrækningsbesvær. Desuden havde han børneeksem over hele kroppen og måtte sove med hue og vanter for ikke at kradse sig selv helt til blods. Vi smurte med mange forskellige salver og cremer, men intet kunne rigtig tage det. Senere fik han andre allergier og fik han f.eks. et myggestik, svulmede han helt op. De år var meget hårde for hele familien og samtidig fik vi barn nr. 2, som også havde allergi – dog heldigvis ikke helt så slemt.

5: Hvad er det sjoveste/mest komiske du har oplevet i forbindelse med allergien?

Jeg var en gang på besøg hos en veninde, som ville bage boller, til jeg skulle komme. Hun ringede til mig og fik en opskrift over telefonen. Da vi skulle have bollerne, som hun var glad for var ret vellykkede (hun var ikke vant til at bage uden æg) så hun pludselig helt forkert ud i hovedet og sagde: ”Undskyld, jeg er kommet til at pensle dem med æg”. Det grinede vi noget af, kan jeg huske. Hun havde gjort sig sådan en umage med at bage dem uden æg, men da de skulle pensles, havde hun bare slået automatpiloten til og penslet dem med æg.
Den mest pudsige oplevelse var nok da jeg skulle tage cover-billedet til min bagebog og derfor måtte købe en bakke med 6 æg, da der jo indgår et æg på billedet. Det var de første æg jeg nogensinde har købt i mit liv. Det var helt surrealistisk at lægge en bakke med 6 æg på båndet i Kvickly, helt forkert !

6: Har du og din familie mistet kontakten til venner eller familiemedlemmer som konsekvens af allergien?

Nej, vi har ikke mistet nogen kontakt pga. allergien og der er, og har altid været, meget åbenhed og velvilje i omgangskredsen for at lave et arrangement, som også vi kan deltage i.

7: Har allergi nogensinde været årsag til, at du har fravalgt et socialt arrangement?

Det må jeg desværre erkende, at jeg har. Jeg har enkelte gange fravalgt et arrangement/invitation, hvis den har bestået af spisning ude på en restaurant, som jeg har vurderet ikke har særlig meget på menu-kortet uden æg.
Nogle gange får man disse invitationer, hvor man knap kender de indbudte, og INGEN indflydelse har på hverken spisested eller mad. I disse tilfælde kan jeg godt – desværre – finde på at takke nej til invitaionen, da jeg vurderer, at risikoen ved at tage med er for stor. Jeg har altid min Epi-pen med mig, men vil selvfølgelig helst undgå at skulle tage den. Desuden vil jeg også gerne her indrømme, at jeg ikke altid orker at min allergi, som jo altid vil blive synlig, når jeg sidder og ikke kan spise maden, skal blive aftenens store samtaleemne.
Dette hører dog til særtilfældene. Jeg er meget bevidst om, at allergi ikke skal hindre mig i at kunne gøre, som alle andre, om det så betyder at jeg må et smut ud i køkkenet på en given restaurant og tale med kokken ”himself”, så gør jeg også det.

8: Nu har du skrevet en allergibagebog, fordi du syntes, der manglede sådan én. Er det generelt sådan, du griber problemerne omkring allergien an – ved at tage dem som en udfordring og handle ud derfra?

Den allergibagebog, jeg nu har udgivet er en gammel drøm, jeg har gået med i lang tid. Den har jo eksisteret, i en eller anden form, hjemme hos mig i mange år og er nu blevet en realitet og et tilbud til andre familier med allergi overfor æg og mælk.
Det er en bog, jeg for mange år siden selv manglede og nu er den tilgængelig for alle. Skønt når drømme går i opfyldelse ! Men det har også været hårdt arbejde at få den ud for ikke at tale om, at jeg måtte afholde alle udgifter selv, da ingen forlag turde binde an med den. Ingen troede på, at markedet til denne bog, var særlig stort. Det er det måske heller ikke, men jeg har tilladt mig ikke at anskue det fra den vinkel da jeg ved, at nogen, ligesom jeg, har brug for den.
Om man kan sige, at det generelt er sådan, jeg griber problemer omkring allergi an, ved jeg ikke. Men man kan sige at i dette tilfælde har jeg ikke ladet mig stoppe af at nogle forlag ikke troede på bogen, når jeg selv troede på den. Derfor måtte jeg også starte mit eget forlag.

9: Du er uddannet farmakonom og i færd med at uddanne dig til zoneterapeut. Er den kombination et udtryk for, at du mener, at man med fordel kan supplere den almindelige medicinske behandling af f.eks. allergier med alternative behandlingsformer?

Ja, man kan sige, at havde jeg haft den indsigt eller viden, jeg har idag, havde min søns symptomer omkring hans allergi – som den så ud de første år af hans liv – måske ikke været helt så udtalte. Jeg er overbevist om, at netop allergisymptomer kan lindres ved forskellige former for alternativ behandling (akupunktur, zoneterapi m.m.) måske så meget, at der kan blive tale om nedtrapning af allergimedicinen. Dette skal dog altid ske i samråd med lægen, som har ordineret medicinen.
Den specielle kombination af en uddannelse som farmakonom med bund i den medicinske verden, med dennes krav til dokumentation og den mere holistiske anskuelse af, hvordan kroppen fungerer, med uddannelsen til zoneterapeut finder jeg er en god kombination og baggrund for at møde klienten, hvor han/hun befinder sig. Man kan sige, at jeg tager det bedste med fra begge verdener.

10: Hvad er dit bedste råd/tips til andre familier med allergi?

Hvis jeg skal komme med et godt råd til andre familier med allergi, må det være, at de skal prøve at få et afslappet forhold til allergien. Søg oplysninger på nettet, hent viden, del viden med andre allergiramte og kontakt evt. Astma – Allergi Forbundet ved mere faglige spørgsmål.
Det er vigtigt at kunne leve et fornuftigt og godt liv, uden at allergien er den styrende part.