Allergi og mad – og hvad gør man så

Af Jørgen Lorenzen og Jonna Deibjerg
Høst & Søn

Denne bog, som Jonna Deibjerg har skrevet sammen med nu afdøde allergispecialist
Jørgen Lorenzen, er en håndsrækning til de mange, der har
uforklarlige fysiske eller psykiske helbredsproblemer. Måske skal årsagen
findes i den daglige kost?

Bogen beskriver indgående, hvordan man griber sagen an, hvis man har mistanke
om, at man bliver syg af noget af den mad, man putter i munden. De læge-faglige
oplysninger i bogen har Jørgen Lorenzen stået for, mens Jonna Deibjerg
bidrager med diætvejledningen, opskrifterne og de praktiske råd
og anvisninger i relation til den daglige madlavning.

Forfatterne beskriver de symptomer, der kan opstå som følge af
allergi eller intolerans overfor fødevarer, ligesom de omtaler de forskellige
undersøgelsesmetoder, der kan tages i anvendelse i forsøget på at
stille en diagnose.

Bogen indeholder en grundig gennemgang af, hvordan man tilrettelægger
en forsøgsdiæt med udelukkelse af de mistænkte fødevarer,
og hvordan man derpå gennemfører en provokation ved at genindsætte
de pågældende madvarer i kosten.

Jonna Deibjerg giver en lang række gode råd og praktiske tips om,
hvordan man bærer sig ad både til hverdag og fest, når man
skal leve på en speciel diæt.

Sidst men absolut ikke mindst indeholder bogen en stor samling opskrifter på
allergivenlig mad. Der er opskrifter på mad til alle dagens måltider,
ligesom der også er tænkt på lækkerier som bagværk
og desserter. Alle opskrifter er uden mælk, æg, hvede, rug, byg
og havre.

Den omfattende opskriftsamling vil kunne være til stor glæde og
inspiration for alle, som lever med fødevareallergi.

Absolut en bog, som er værd at stifte bekendskab med.