af Bent Haller
Høst & Søn
Silke er en lille pige, som har både eksem, allergi og astma. Lige fra
hun er ganske lille, er hun helt vild med vand. Hun kan ikke komme i bad tit
nok og længe nok.
Da hun bliver lidt større, er det havet der tiltrækker Silke voldsomt.
Når hun bader og svømmer i det salte vand forsvinder den forfærdelige
kløe i hendes hud, og den friske havluft gør, at hun kan ånde
frit.
Bent Haller skildrer i bogen meget nænsomt – men også med stor humor
et dilemma, der nemt kan opstå i familien, når et af familiemedlemmerne
har allergi og de andre er raske. De raske familiemedlemmer forsøger
på bedste vis at være solidariske med allergikeren, men forsøget
falder ikke altid helt heldigt ud. I Silkes tilfælde er det sådan,
at hun hverken tåler mælk eller æg, så hun må
altså ikke spise is. Familien beslutter derfor, at is er noget stads,
som de er bedre tjent med at undgå. Det sker dog at Silkes far lige skal
“ordne et ærinde”, men Silke gennemskuer ham, og giver senere
udtryk for, at hun da godt ved, at han har været henne ved ishuset og
få sig en is.
Bogen strejfer mange facetter af det, at have en allergiker i familien f.eks.
andre menneskers mistro, når man fortæller, at ens barn bliver syg
af f.eks. mælk og æg. Skyldfølelse er heller ikke et ukendt
begreb, som i den virkelige verden optrræder den også i Silkes familie.
Far og Mor har skyldfølelse over, at de trods store anstrengelser ikke
kan finde ud af, hvad det er, der giver Silke eksem, og Silke føler skyld,
når Far og Mor bliver kede af det, når hun kradser sig til blods.
Historien om Silke er et moderne eventyr, som lidt større børn
og voksne vil kunne have glæde af at læse sammen.